onsdag den 8. november 2017

Hammershus set som turist på Bornholm

Som turist på Bornholm er Hammershus et af de steder som man bare skal besøge. Den store borgruin er noget af en oplevelse for både voksne og børn.

Det er en klar anbefaling at tage godt fodtøj på den dag hvor Hammershus skal besøges, for der skal tages mange skridt hvis man vil rundt og se det hele.

Rundt omkring på Hammershus er der placeret skilte der fortæller om hvilke bygninger man kan se og hvad bygningerne har været brugt som. Hammershus er opbygget af flere gange, og derfor er der også forklaringer om hvornår de enkelte bygninger er fra.

Fra borgen er der lavet en trappenedgang til de specielle klipper der er formet som kameler – Jeg vil mene at jeg har en udmærket fantasi, og vil derfor mene at man skal have en rigtig god fantasi for at kunne se kamelerne. Men klipperne er specielle og jeg ville ikke snyde mig selv for at gå forbi dem igen en anden gang.

Emilie ville gerne helt ned til vandet for at se kamelerne, så vi gik af en smal stejl sti ned til vandet. Det var en udfordrende tur, ned af den klippefyldte sti, men Emilie syntes at det var meget sjovt at prøve.

Vores piger på 4 og 8 år var med, og derfor var der en begrænsning på hvor langt vi kunne gå, men med lidt større børn, eller uden børn er der rig mulighed for at gå meget mere rundt på stierne omkring Hammershus.

Se borgruinen fra vandet

Da vi havde været rundt og se alle bygningerne og havde været nede for at se kamelerne, tog vi videre til Hammer havn, hvor der er mulighed for at sejle ud og se Hammershus fra vandet.

Sejlturen er stille og rolig, og vi havde en rigtig rar kaptajn som med humor fortalte om de forskellige ting vi så.

Ud over at se borgruinen, skulle vi også se to ovne (Den våde ovn og den tørre ovn er grotter). Han fortalte også om de mange klipper, og kunne fortælle om mange andre figurer end løvehovedet og kamelerne.

Kameler eller løvehoved?

Jeg har læst lidt på nettet om de specielle klipper, Om det er teksterne på internettet eller manden på båden der har ret, skal jeg ikke kunne sige, men ifølge ham er de specielle klipper man kan se helt oppe fra Hammershus kamelerne, mens løvehovedet kun kan ses fra vandet. Det jeg ellers har læst, er at de specielle klipper både er kameler og et løvehoved.

Af de mange forskellige figurer som vi blev præsenteret for, var kamelerne og løvehovedet dog noget der krævede mere fantasi end jeg har, så jeg vil mene at man bør tage med på sejlturen fra Hammer Havn hvis man gerne vil se klipper der er formet som figurer, og så skal man kigge på kamelerne fordi de er specielle, og ikke fordi de ligner kameler.

Men det er jo bare min mening. Har du været på Hammershus som turist, og kan du godt se at klipperne forestiller kameler, kan du jo smide en kommentar. Har du andre tilføjelser til hvad man bør se når man besøger borgruinen, er du også velkommen til at skrive det i en kommentar.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar