onsdag den 8. november 2017

Hammershus set som turist på Bornholm

Som turist på Bornholm er Hammershus et af de steder som man bare skal besøge. Den store borgruin er noget af en oplevelse for både voksne og børn.

Det er en klar anbefaling at tage godt fodtøj på den dag hvor Hammershus skal besøges, for der skal tages mange skridt hvis man vil rundt og se det hele.

Rundt omkring på Hammershus er der placeret skilte der fortæller om hvilke bygninger man kan se og hvad bygningerne har været brugt som. Hammershus er opbygget af flere gange, og derfor er der også forklaringer om hvornår de enkelte bygninger er fra.

Fra borgen er der lavet en trappenedgang til de specielle klipper der er formet som kameler – Jeg vil mene at jeg har en udmærket fantasi, og vil derfor mene at man skal have en rigtig god fantasi for at kunne se kamelerne. Men klipperne er specielle og jeg ville ikke snyde mig selv for at gå forbi dem igen en anden gang.

Emilie ville gerne helt ned til vandet for at se kamelerne, så vi gik af en smal stejl sti ned til vandet. Det var en udfordrende tur, ned af den klippefyldte sti, men Emilie syntes at det var meget sjovt at prøve.

Vores piger på 4 og 8 år var med, og derfor var der en begrænsning på hvor langt vi kunne gå, men med lidt større børn, eller uden børn er der rig mulighed for at gå meget mere rundt på stierne omkring Hammershus.

Se borgruinen fra vandet

Da vi havde været rundt og se alle bygningerne og havde været nede for at se kamelerne, tog vi videre til Hammer havn, hvor der er mulighed for at sejle ud og se Hammershus fra vandet.

Sejlturen er stille og rolig, og vi havde en rigtig rar kaptajn som med humor fortalte om de forskellige ting vi så.

Ud over at se borgruinen, skulle vi også se to ovne (Den våde ovn og den tørre ovn er grotter). Han fortalte også om de mange klipper, og kunne fortælle om mange andre figurer end løvehovedet og kamelerne.

Kameler eller løvehoved?

Jeg har læst lidt på nettet om de specielle klipper, Om det er teksterne på internettet eller manden på båden der har ret, skal jeg ikke kunne sige, men ifølge ham er de specielle klipper man kan se helt oppe fra Hammershus kamelerne, mens løvehovedet kun kan ses fra vandet. Det jeg ellers har læst, er at de specielle klipper både er kameler og et løvehoved.

Af de mange forskellige figurer som vi blev præsenteret for, var kamelerne og løvehovedet dog noget der krævede mere fantasi end jeg har, så jeg vil mene at man bør tage med på sejlturen fra Hammer Havn hvis man gerne vil se klipper der er formet som figurer, og så skal man kigge på kamelerne fordi de er specielle, og ikke fordi de ligner kameler.

Men det er jo bare min mening. Har du været på Hammershus som turist, og kan du godt se at klipperne forestiller kameler, kan du jo smide en kommentar. Har du andre tilføjelser til hvad man bør se når man besøger borgruinen, er du også velkommen til at skrive det i en kommentar.

mandag den 27. februar 2017

Køb af Husqvarna Automover 315 robotplæneklipper

Det med at købe en Husqvarna Automover 315 robotplæneklipper indebar en del mere end jeg havde forventet. Nu er det ikke fordi jeg er en ekspert i køb af plæneklippere, og slet ikke robotplæneklippere.

2 gange har jeg før prøvet at købe en plæneklipper, og en gang har jeg prøvet at købe en robotstøvsuger.

Den første plæneklipper vi købte var ved at halte så meget, så den blev kasseret da vi flyttede. Vi gad ikke prøve at finde et sted til opbevaring af plæneklipperen i perioden hvor vi boede til leje, når den var så slidt som den var.

Da græsset begyndte at gro sidste år, købte jeg derfor en af de billigste motorplæneklippere vi kunne finde, så vi kunne holde græsset nede.

Nu hvor vi har fået styr på haven og har fået sået den nye græsplæne, kunne det derfor blive tid til at teste om en robotplæneklipper fungerer så godt som de beskrives.

Der er ca. 900-1.000 m2 græsplæne, og med en del niveauforskel, valgte vi at gå efter en robotplæneklipper der minimum kunne tage op til 1.500 m2 græsplæne.

Valg af robotplænenklipper
Jeg har læst rigtigt meget om andres erfaringer med forskellige robotplæneklippere, og hver gang jeg har læst om Husqvarna Automover er de blevet positivt fremhævet. De forskellige test jeg har fundet, hvor Husqvarna Automover 315 har været med, har den altid vundet.

Efter lidt research af priserne på Husqvarna Automover 315, fandt jeg et sted nær min mor, som var billigere end alle andre. Da jeg i weekenden skulle hente vores ældste datter fra vinterferie hos min mor, kørte jeg forbi stedet for at få en snak om robotplæneklipperen.

Jeg fik svar på alle mine spørgsmål, og fik lidt ekstra rabat på installationssættet, så der blev slået til, og derfor er der nu hjembragt en Husqvarna Automover 315 til adressen.

Men det var ikke bare at takke ja til at købe robotplæneklipperen.

Da vi var blevet enige om prisen, skulle jeg afgive oplysninger om navn, adresse, telefonnummer og mail som blev kodet ind i Husqvarnas system og i robotplæneklipperen. Det er som en ekstra sikkerhed, så hvis robotplæneklipperen skulle blive stjålet og den bliver indleveret til reparation mm, vil de kunne se at det er en stjålet model.



Robotplæneklipperen blev koblet sammen med en computer for at kunne indlæse alle data, og efterfølgende blev computeren brugt til at aktivere en test af plæneklipperen.

Det er dermed ikke noget man lige får klaret på 5 minutter når man skal købe en Husqvarna Automover 315.

Klar til installation
Jeg fik også en grundig gennemgang af menuen på robotplæneklipperen, og fik gode råd til hvordan ledningerne skulle trækkes rundt i lige netop vores have.

Efter jeg kom hjem, gik jeg en tur rundt i haven, og kan se at vi skal bruge noget tid på at samle sten op fra græsplænen inden vi installerer vores nye robot, for ellers er jeg bange for at vi kommer til at slide knivene op alt for hurtigt.

Nu hvor vi ved hvordan ledningerne skal trækkes rundt, kan vi også bedre begynde at planlægge hvordan gyngestativ og legehus skal placeres.

Næste store udfordring i forhold til robotplæneklipperen, er at pt er der kun trukket et elkabel dertil hvor vores nye skur skal være, samt fra skuret og dertil hvor robotplæneklipperens ladestation skal være, men før vi kan samle de to kabler, skal vi gerne have bygget skuret.

Det er planlagt at vi skal bygge skuret i påsken, så selvom vi glæder os meget til at det bliver forår, behøver det alligevel ikke at komme alt for tidligt, for vi vil gerne undgå at skulle slå græsset med den anden plæneklipper.