tirsdag den 20. oktober 2015

En ny type bobleplast

Det er sjovt som man pludseligt bliver klog på nye ting (bobleplast) når man får nyt arbejde. Jeg har lige været i gang med at researche lidt på bobleplast (ja nogen skal jo gøre det) og jeg har fundet ud af at der er kommet en ny type.

Den nye type bobleplast kommer til at hedde iBubble og produceres af den samme producent som igennem de seneste 50 år har produceret den velkendte bobleplast.

Det bliver meget mere effektivt med iBubble da den fylder meget mindre og samtidig også er lettere end den traditionelle bobleplast. Det betyder blandt andet at man kan transportere iBubble meget billigere end den traditionelle plast.

I stedet for at have de mange bobler fyldt med luft er der i iBubble gange mellem luftboblerne så luften kan flyttes rundt mellem boblerne og dermed kan det komme til at fylde mindre.

Den største ulempe som jeg ser det, er at man ikke længere kan trykke på boblerne og få dem til at sprænges. Når bobleplastik har udtjent formålet med at beskytte ting under transport skal mindst en af boblerne og gerne flere sprænges.

Det er så vidt jeg ved ikke muligt at købe det i Danmark endnu, men jeg er sikker på at jeg kommer til at mangle den poppende lyd når det en gang kommer på markedet herhjemme.

torsdag den 15. oktober 2015

Farver på himlen

Det er utroligt hvad lidt farver kan gøre, men da jeg mødte ind på arbejde i morges, havde parkeret bilen og hoppede ud på parkeringspladsen så jeg disse farver på himlen.



Jeg ved ikke hvorfor, men det giver bare godt humør, en kæmpe glæde, ekstra energi og alt muligt andet når jeg ser sådan en himmel.

Når vi om 60 dage skal flytte til Suldrup og bo med fantastisk udsigt over naturen, forventer jeg at opleve noget lignende det meget ofte.

Det bliver dog ikke morgensolen som vi får sådan et kig til, men i stedet aftensolen som kommer til at gå ned bag søen og bakkerne.

onsdag den 14. oktober 2015

Fyrværkericontainer

Flere steder kræves der mere en blot et enkelt produkt for at kunne realisere en forretning.

Eksempelvis skal salgssteder med salg af fyrværkeri leve op til mange og strenge krav til opbevaring, sikkerhed og meget andet.

BOXIT har udviklet et helt koncept til opbevaringen af fyrværkeriet hvor man kan leje en specialbygget container til opbevaringen. Containeren / containerne leveres med indbygget sprinkler samt slange til vandtilførslen.

Der leveres en godkendt lås til aflåsning af containerne så fyrværkeriet er forsvarligt låst væk. Herudover medfølger der også hegn til indhegning af containerne.

Der er plombe til afblændet dør, samt mulighed for at tilkøbe forsikring samt leje af ekstra tilbehør og ekstra hegn.

Det hele leveres samlet på det sted hvor fyrværkeriet skal sælges fra, så fyrværkeriudsalget hurtigt kan komme i gang efter leveringen.

Hvor kan konceptet med fyrværkericontainere og tilbehør sælges?

Som det ser ud i dag kommer der mange kunder via hjemmesiden hvor de ringer ind til containerafdelingen på 70 70 17 90 eller skriver til container@boxit.dk for at få priser og bestille leje af fyrværkericontainerne.

Men er der andre steder hvor sådan et samlet koncept kan sælges.

Skriv gerne en kommentar eller smid en mail hvis du har et bud på hvor der kan sælges fyrværkericontainere online.

tirsdag den 6. oktober 2015

IKEA køkkenlegeting og ny opbevaringskasse

En smuttur til IKEA gik igen i stå da vi ramte børne/legetøjsområdet. Ida fandt hurtigt frem til køkkenlegetingene som hun plejer at gøre, og hun var ikke til at få med derfra.

Emilie havde fået lov til selv at tage lidt penge med og fandt hurtigt en bamse hun gerne ville købe. Eftersom der er fyldt godt op på pigernes værelse og vi ikke rigtigt har mulighed for mere opbevaring af ekstra legetøj, indgik vi den aftale at hvis hun ville købe en bamse, skulle hun finde noget andet legetøj på samme størrelse som skulle gemmes væk.

Da der var styr på bamsen fik Emilie lov til at få lidt ansvar. Hun skulle "passe på" Ida mens jeg fandt nogen ting. Jeg forsøgte at være steder hvor jeg stadig kunne se begge piger, men køkkentingene var lidt for langt væk. Jeg kunne dog se alle de ting jeg gerne ville købe, så jeg kunne hurtigt gå hen og hente tingene og så tilbage til indkøbsvognen hvorfra jeg igen kunne holde øje med pigerne.

Når jeg nu valgte at købe køkkenlegetøj måtte jeg jo også finde en opbevaringskasse som legetøjet kan opbevares i når det ikke bliver leget med, men her er IKEA jo et fantastisk sted.

Ida ænsede slet ikke at jeg var væk, og Emilie var meget stolt over at hun kunne passe på lillesøster.

Jeg fik gemt legetøjet i opbevaringskassen så pigerne ikke kunne se hvad det var jeg havde puttet i vognen, så det var noget af en overraskelse for dem da vi kom hjem. De troede ikke at der var legetøj i opbevaringskassen.

Tingene blev pakket ud og der blev dækket bord. Dukkerne blev fundet frem og sat til bords.

Næste morgen var der næsten ikke tid til at skulle i skole / vuggestue. Der skulle leges med de nye køkkenlegetøjsting.

mandag den 5. oktober 2015

En håbløs udlejer

Vores udlejer er bondemand og det med stort B. Det betyder at nu hvor der skal høstes kan der ikke bruges tid på andet.

Vandpumpen har det ikke alt for godt, og derfor slår den ofte fra, hvilket resulterer i at vi ikke har vand i hanerne.

Det er bare ikke noget der kan gøres noget ved for der skal jo høstes.

Men når man har valgt at leje en bolig ud, har man vel også valgt at man enten selv står klar, eller får andre til at stå klar når der er noget som går galt.

Vi kan ikke selv komme til vandpumpen, så vi har ingen mulighed for at gøre noget ved det selv. Vi håber på at vi kan overbevise ham om at der skal ske noget nu, eller at der kommer regn asap så høsten stopper og han kan få fixet vores vand.

Problemerne med vandforsyningen gør bare at vi glæder os endnu mere til at vi skal flytte. Flytningen er kun 70 dage væk, så det er også til at se en ende på tilværelsen som lejer.