søndag den 29. juni 2014

Urtekram glutefrie Cornflakes


Jeg har lige prøvet Urtekrams glutenfrie Cornflakes, eller C-flakes som de selv kalder dem. Det er helt klart ikke et produkt jeg vil anbefale som erstatning for Kellogs Cornflakes. Hverken smag eller konsistens kommer i nærheden af den rigtige cornflakes, så vil man have Urtekrams cornflakes skal man i hvert fald ikke sammenligne dem med cornflakes.



Måske er det også derfor at Urtekram selv kalder deres cornflakes for c-flakes, men når de så alligevel selv laver sammenligningen mellem deres c-flakes og cornflakes, er det vel fordi de har prøvet på at lave rigtige cornflakes.

Urtekrams egen sammenligning mellem Urtekram C-flakes og klassiske cornflakes lyder sådan her: ”Bare fordi man vælger noget fra kan man sagtens vælge noget andet til. For eksempel et sprødt bid og en smag, der passer til hele familien. Vores C-flakes er så tæt på de klassiske cornflakes som du kommer, når du gerne vil undgå både gluten og sukker.”

Normalt køber jeg Änglamark glutefrie cornflakes som jeg syntes er et helt godt alternativ til Kellogs Cornflakes, hvor både smag, farve, facon og konsistens kommer meget tæt på originalen. Der var udsolgt af Änglamark cornflakes og derfor prøvede vi med Urtekrams udgave, men det er nok sidste gang vi køber dem.

lørdag den 28. juni 2014

Polterabend med amerikansk fodbold

Jeg har i dag været en tur i Randers hvor en gruppe piger var af sted på polterabend. Der var fest og glade dage da de mødte op på Langvang i Randers hvor det amerikanske fodboldhold Randers Thunder hører til.



Jeg var taget til Randers for at instruere pigerne i en omgang Amerikansk fodbold med den ovale bold, skulderbeskytter og hjelm.

Der var en del af pigerne som ikke ville deltage ret meget i spillet, så der skulle improviseres en del og findes på nye ting som vi kunne lave.

Arrangementet er planlagt til at der er minimum ti deltagende, og når der på et tidspunkt kun er tre, er der nogen ting som bliver nødt til at laves anderledes.

Det lykkedes at komme igennem en del forskellige ting, men en gang scrimage (hvor man bliver delt i to hold og spiller mod hinanden) blev det ikke til.

Selvom flere af pigerne meldte fra, virkede det til at de hyggede sig alligevel med at kigge på de andre som tacklede, kastede og greb bolde.

Det var en hyggelig dag i dag med polterabend i Randers.

fredag den 27. juni 2014

Sjov med Google

Det er ikke kun til søgninger at man kan bruge Google. Der er mange andre mere eller mindre nyttige til som søgemaskinen kan bruges til.



Hvis du laver en billedsøgning på atari breakout får du lov til at spille det gamle arkadespil.

Vil du gerne vide hvad svaret på spørgemålet fra ”the hitchhiker's guide to the galaxy” er, kan du prøve at google the answer to life the universe and everything. På samme måde kan du også finde det mest ensomme tal, antallet af horn på en enhjørning, eller en bagers dusin.

Søgemaskinen er opkaldt efter det største tal med et navn som er Googol Når du googler dette navn, får du også vist tallet direkte af Google.

Du kan spørge Google til valuta, så hvis du gerne vil vide hvad en Euro er værd i danske kroner, kan du få hjælp til det.

Du kan også omregne tid så hvis du gerne vil vide hvor mange sekunder der er på et år, kan Google svare dig på det.

På samme måde kan du også få svar på hvor langt en mile er i kilometer.

Hvis du gerne vil se Google lidt på skrå kan du søge på askew, eller få det hele til at rulle rundt ved at søge på do a barrel roll.

Du kan finde endnu et  spil som kan fordrive tiden ved at google zerg rush.

Du kan også stadig spille pacman når du bare spørger Google. Find spillet her.

Tegn et hjerte med Google graf. Indtast følgende i søgefeltet: (sqrt(cos(x))*cos(200x)+sqrt(abs(x))-0.7)*(4-x*x)^0.01, sqrt(9-x^2), -sqrt(9-x^2) from -4.5 to 4.5 eller tegn mere simple grafer som denne.

Hvis du vil se Google falde til jorden skal du blot Google ”Google gravity” og klikke på det første resultat.

Kerning er mellemrummet mellem bogstaverne, og hvis du Googler Kerning, vil der blive lavet større mellemrum mellem bogstaverne i resultaterne. På samme måde kan du google blink html og få teksten til at blinke, og lidt andet Google humor kan ses ved at google recursion.

Skal Google blive regnbuefarvet kan du søge på: Same Sex Marriage

Kender du andre sjove Google søgninger?

torsdag den 26. juni 2014

Forbandede nøgler og myldertrafik

På sådan en ellers meget gennemsnitlig dag hvor jeg var kommet hjemmefra tidligt nok til at undgå trafikkaos gennem Aalborg her til morgen, regnede jeg ikke med at der skulle ske så meget efter arbejde, andet end at aftenen skulle foregå ganske gennemsnitligt med at lave aftensmad, bade piger og putte piger.



Sådan gik det ikke helt, for de forbandede nøgler var ikke hoppet ned i lommen og da jeg havde været forbi dagplejen og børnehaven, kørte vi hjem, men kunne ikke komme ind. Nøglerne var ikke i lommen.

Heldigvis var der stadig nogen inde på kontoret (for uden nøgler kunne jeg jo heller ikke komme ind og hente dem), så vi måtte hoppe i bilen igen. Det betød at den tunge trafik jeg lige havde fået kæmpet mig igennem skulle jeg nu igennem en gang til, og en gang til.

Nu er vi så heldigvis kommet hjem, har fået aftensmaden klaret og badet er overstået. Selvom vi skulle ud på en ekstra køretur grundet de forbandede nøgler (eller mit hoved og min glemsomhed), er aftenen gået godt, og vi er blevet tidligere færdige med badet end vi plejer.

Nu er der så lidt tid til leg inden det bliver puttetid.

onsdag den 25. juni 2014

Mærkelig musiksmag

Hvad er god og dårlig musiksmag? Jeg ved ikke om min smag af musik er god eller dårlig, men mærkelig eller anderledes end de fleste andre er den i hvert fald.



På min Spotify playliste er der en blanding af Irks folkemusik med The Dubliners, gammelt dansk med John Mogensen og Bifrost samt noget lidt nyere med Rasmus Seebach og Bikstok Røgsystem.

Jeg kan sagtens lytte til de knapt så talentfulde sangere fra børne MGP, men når det kommer til Voice, X-Faktor, Popstars og hvad de ellers hedder, alle de TV-talentshows så står jeg helt af.

Udover blandingen af genrer på min Spotify playliste kan jeg sagtens lytte til musik fra Pantera men absolut ikke noget Techno.

Der er ikke en rød tråd i musikgenre eller andet. Jeg hører dog oftest dansk musik når jeg selv sætter musikken på, men kan også sagtens lytte til både engelsk, tysk og fransk musik.

Har du en speciel musiksmag og hvad er din yndlingsmusik?

tirsdag den 24. juni 2014

Nu skydes der produktbilleder

Jeg har i dag pakket bilen med kroppe og ben, og er kørt et godt stykke ud på landet hvor der skal laves produktbilleder af massevis at tøj til en ny webshop.


Indtil videre er der lavet billeder af en del forskellige Good Year t-shirts, Puma t-shirts og børne t-shirts med Disney motiver.

Senere skal der også skydes Levi’s, New York Yankees og Converse. Det er en super hyggelig dag, men der er vist mange timers arbejde foran os endnu før vi er færdige.



mandag den 23. juni 2014

Lækkert Fast Food i Aalborg

Da jeg har fundet ud af at min krop ikke er så vild med gluten, er det begrænset hvor meget Fast Food og andet take away jeg spiser, men jeg har dog prøvet en del forskelligt inden jeg fandt ud af det der med gluten.

Et af de bedste steder i Aalborg er Sams Barbeque hvor man kan bestille en 40d. 40d er kendt i det meste af Aalborg som en fantastisk spise, og der er da også andre spisesteder som har prøvet at efterligne Sams, dog uden held

Så er du i Aalborg og lidt småsulten efter en rigtig kaloriebombe, så smut ind forbi Sams og prøv en 40d.

Børnevenlig Sankt Hans aften?

I aften er det Sankt Hans aften, og der vil blive tændt op i mange bål landet over for at futte hekse af, men hvor børnevenlig er disse Sankt Hans aftener? For det er vel børnene som syntes at det er sjovest med bålet her til aften.

Hjemme hos os er der dog også et par voksne som godt kan lide bålet, og der bliver tændt op året rundt, selv når der er masser af sne i haven, hvor det er hyggeligt at lune kakao over bålet.

Den tid vi har haft børn, har det været sådan at det store lokale bål bliver tændt kl. 21, så hvis at vi gerne vil deltage i festen, bliver vi næsten nødt til at tage en halv fridag i morgen for at pigerne kan få sovet ud.

Vi har derfor valgt Sankt Hans aftenerne fra, og må se hvornår børnene er så gamle så de kan være så sent oppe som det kræver at deltage i Sankt Hans aften.

I stedet har vi herhjemme haft tændt vores eget lille bål i haven, så der kunne fejres Sankt Hans på børnevenlig maner med ristede skumfiduser og Marie kiks.

Bålet fangede ikke interessen så længe, så nu er det slukket og vi kan glæde os over at vi har formået at lave en Sankt Hans uden at stå med meget trætte børn i morgen.


søndag den 22. juni 2014

Bønnebøf og glutenfri burgerboller

I dag har vi udover at lege og gå ture også brugt en del af tiden på at forberede og lave mad, og det blev til en kødfri (Jeg regner bacon som krydderi og ikke som kød) dag med en bøf af bønner og glutenfrie burgerboller med rød peber i terne og salatblade til.

Bønnerne blev hentet ind i går aftes og puttet i en bøtte med vand så de var store og fine her til morgen. Vandet blev skiftet og de fik lov til at stå et par timer igen.

Nu blev vandet hældet fra bønnerne og der blev fundet nogle friske krydderurter i haven. I dag blev det til citronmelisse, oregano, rosmarin og timian, som røg i skålen med bønnerne. Herudover fandt jeg et hvidløg frem som også kom i bønnerne.



Lidt økologisk koldpresset rapsolie og lidt mælk blev hældt i skålen inden stavblenderen blev fundet frem og hakkede bønner og krydderurter. Da det hele var hakket kom der lidt kikærtemel, salt, peber og cayennepeber i blandingen, og det hele blev blandet godt med røremaskinen.

Massen blev formet til bøffer og blev sat i køleskabet hvor de stod indtil de skulle grilles. De skal mindst være i køleskabet i en time for at blive faste til grillen.

Bøfferne røg på grillen mens burgerbollerne blev bagt i ovnen. Da bøfferne var ved at være færdige tog jeg dem af grillen, smed et par stykker bacon på og da baconet næsten var færdig røg et par bøffer på grillen igen og drysset med pizzatoppingost.

Baconskiven blev flyttet op på osten og da osten var helt smeltet blev det hele samlet som en burger med salat og rød peber.

Hyggelig skovtur

Eftermiddagen er blevet brugt på at køre ud i skoven ved Drastrup ved City Syd i Aalborg. Vi lavede en lille madpakke med kammerjunkere, juice, vand, frugtstænger og kaffe, pakkede et tæppe og barnevognen i bilen og kørte af sted.

Der er en del forskellige afmærkede stier og der er stillet forskellige huse, shelters, bålhytter osv op langs disse stier rundt i skoven. Vi parkerede bilen i passende afstand, så vi kunne gå en god tur inden vi nåede hen til nogle shelters hvor madpakken skulle nydes.

Det var en hyggelig gåtur igennem alt det grønne og nogle gode bakker som kunne hjælpe lidt med at få pulsen op og ned. På turen blev der arrangeret kapløb, plukket blomster og snakket blomsterne, fundet kridtsten som kunne bruges til at tegne med når vi kom hjem og meget andet.

Efter en god gåtur kom vi frem til det sted hvor de fine shelters plejede at være, men de var der ikke længere. Heldigvis havde vi taget et tæppe med, så vi kunne sætte os på det og hygge med madpakken.


Den gule legeplads

Ved Svenstrup skole er der blevet bygget en parkour legeplads i gule og sorte farver, og deraf navnet den gule legeplads. Underlaget, stativerne, gyngerne og alt det andet er sort, gult eller metalgrå.

Legepladsen er lavet så der er muligheder for leg, næsten uanset alder. Den yngste af pigerne på knapt 1 år syntes at det er sjovt at kravle rundt på de bløde underlag. Der er steder hvor man kan blive snurret rundt, og man kan komme op og gynge i edderkoppegyngen / netgyngen.

Der er et klatretårn hvor man kan klatre op på flere forskellige mere eller mindre besværlige måder, så kroppen og motorikken kan blive udfordret både som nybegynder og som mere øvet.


Man kan øve sig i at gå på line hvor man kun er ca. 10 cm. over jorden, og man kom hoppe en meter op og gå på line når man har øvet sig meget.

Emilie på 5 syntes at det er fantastisk når hun kom komme på den gule legeplads, og man kan se hvordan hun kan og tør mere og mere for hver gang hun er der.




Der er kun en af tingene på legepladsen som skiller sig ud, både hvad angår materialer og farver, så rent visuelt passer den ikke ind, men den er nu sjov at lege med alligevel. Her kan man klatre op igennem nogle reb i forskellige farver, og står der en på jorden, kan det hele blive drejet rundt.



lørdag den 21. juni 2014

Bare tæer i sommervandpytter

I dag har vi været til 1 års fødselsdag hos pigernes kussine Alma, hvilket har været en rigtig hyggelig dag. Da alle voksne på et tidspunkt har siddet længe nok ved bordet, syntes Emilie (den store af vores piger) at det er lidt kedeligt.

For at gøre det lidt sjovere at være 5 år og dermed eneste barn som ikke kun er 1 år, går vi udenfor med bare fødder og nyder at regnen har lavet nogle gode og dejlige vandpytter.



Der er noget helt specielt ved vandpytter om sommeren, og noget meget befriende ved at smide skoene og trække godt op i bukserne og gå igennem vandet og glemme at man er voksen.

På vores tur igennem regnen og vandpytterne kom vi forbi landsbyens byskilt og kunne se at her et godt stykke udenfor Aalborg var vi kommet til et specielt sted. Landsbyen hedder Gudumholm og under byskiltet kan vi se at byen er blevet kåret til årets landsby sidste år.


Vi har ikke været nok i landsbyen til at kunne vurdere om titlen er korrekt, men dejligt og idyllisk var der da med både får og heste på markene ved siden af vejen.


Som det kan ses i indlægget er der blevet taget en beslutning om at mine børn godt må være en del af billederne på bloggen.

fredag den 20. juni 2014

Kan man tillade sig at udstille sine børn online?

Dette første indlæg på bloggen kommer til at handle lidt om mine tanker omkring indholdet af bloggen inden jeg for alvor er kommet i gang.

Jeg vil gerne skrive om hvad der sker i hverdagen, hvad jeg oplever og andre lignende ting, men meget af dette inkluderer min familie.

Fruen kan spørges og hun ønsker at være en del af bloggen, og hun kan selv vurdere om hun vil ”udstilles” eller ej, men det kan børnene ikke.

Hvis jeg spørger om jeg må bruge et billede, vil den store af pigerne helt sikkert sige ja, men hun ved jo ikke hvad det betyder udover at hun kan se billedet på min computer, ligesom hun er vant til. Hun kan af gode grunde ikke forholde sig til at alle andre vil kunne se billedet, og at nogen måske en dag når hun går i skole, vil kunne finde billedet af hende. Det er ikke sikkert at hun til den tid ønsker at alle skal kunne se hvad hun har lavet.

Jeg er selv nået dertil at jeg tror på at vi alligevel bliver overvåget så meget, så vi alligevel ikke kan holde ret meget hemmeligt, og dermed sker der jo ikke ret meget ved at jeg smider billederne online. Gør jeg det ikke, vælger pigerne måske selv at smide dem på Facebook eller hvad der nu er til den tid, når de er gamle nok til at træffe beslutninger om hvilke dele af deres liv der skal deles med alle og hvilke dele der kun skal deles med familien og de nærmeste venner.

Jeg er lidt i vildrede og har holdt mig tilbage, men nu er bloggen kommet i gang, og så må vi se hvad der sker.

Dermed er jeg også et godt stykke fra at have mulighed for at bruge bloggens navn, for man skal være lidt mere sikker i sin sag før man siger. ”Og dermed BASTA!”.