Viser opslag med etiketten Sjov. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sjov. Vis alle opslag

søndag den 9. december 2018

L.O.L. Surprice perleplader

Emilie har flere gange søgt efter perleplader som kan bruges til inspiration til egne perleplader, men da hun ville til at søge efter L.O.L. Surprice mønstre, kunne hun ikke rigtig finde noget.

Det stoppede hende dog ikke, men i stedet for at kigge på hvad andre har lavet af perlemønstre, måtte hun i gang med at tænke kreativt.

Hun besluttede sig for at lave en perleplade der skulle være et dansegulv med L.O.L. Surprice logoet på.

LOL Perleplade
Perleplade med L.O.L. Surprice logo.

L.O.L. Surprice logoet er nemt at finde – både ved at søge efter det, men også ved at gå ind på hendes værelse, for det er noget af det der virkeligt er populært lige nu, så der er mange L.O.L. dukker lige nu.

Perlepladen er blevet opbygget med 4 store kvadratiske perleplader. L.O.L. Surprice logoet blev lavet ca. i midten. Rundt omkring logoet er der lavet små kvadrater på 5x5 perler i sort, lys lilla og mørk lilla.

Nu er det planen af der skal indrettes en lille papkasse med perlepladen i bunden som dansegulvet. På pappet kan der så tegnes diskolys, højttalere og alt det andet der skal til for at perlepladen bliver til et fantastisk L.O.L Surprice dansegulv.

lørdag den 15. september 2018

God optakt til den nye gymnastiksæson

Der har været masser af gode ting i optakten til den nye gymnastiksæson, og et par enkelte bump, men dem fokusere vi ikke på lige nu.

Vi starter op med gymnastik igen i næste uge, med springgymnastik om tirsdagen og børnegymnastik om onsdagen.

Vi har fundet en ny træner til vores springgymnastikhold som har mange års erfaring - det er guld værd for en mindre forening som vores. Så derfor skal hun forkæles lidt ekstra, så hun virkeligt falder godt til :)

Inden sommerferien hørte vi fra nogen af pigerne i 4. klasse at de ikke måtte gå til gymnastik efter sommerferien, for der var jo kun hold til 4. klasse. Sådan har vi ikke ment at det var, men hvis det er holdningen ude i byen, er det jo svært at gøre ret meget ved.

Men det ville jeg gøre noget ved. I en kombination af godt samarbejde mellem forskellige frivillige i byen og trænere som vil hjælpe til med at hente børn i børnehaven, så holdene kan komme tidligere i gang, er det lykkedes at få planlagt vores træninger så vi max har 2 årgange pr hold (et stort ønske fra flere trænere) samt vi har fået mulighed for at tilbyde et nyt hold for 5. klasse og ældre.

Det nye hold skulle markedsføres, så der ikke var tvivl i Suldrup om at holdet eksisterer. Vi er gode til at bruge Facebook, men der skulle lidt ekstra til... Men hvad.

Jeg sidder med i DGI Nordjyllands drengesatsningsudvalg, hvor der pludseligt blev en mulighed for at byde ind på arrangementet 10.000 drenge på 10 dage. Det koster lidt penge, men hvis vi hiver lidt nye medlemmer ud af det, kan vi hurtigt få betalt arrangementet tilbage i medlemskontingent. Men det kræver også frivillig tid, og her var vi et par stykker der gerne ville investere noget af vores egen købte fritid i projektet.

Vi fik arrangementet til Suldrup i samarbejde med Suldrup Skole, og samtlige drenge på Suldrup Skole blev tilbudt en workshop hvor 3 knægte fra FaceOff præsenterede en nytænkende tilgang til springgymnastikken. Efter hver workshop fik vi fra foreningen mulighed for at tale lidt med børnene hvor vi kunne præsentere de tilbud vi har til dem i vores forening. De fik alle en seddel med hjem, så de kunne se hvilken dag deres hold træner, samt hvornår der er opstart.

Her i ugen op til sæsonstart, har jeg så igen været i gang med at samarbejde med Suldrup Skole. Det blev til deltagelse i idrætsundervisningen for 6., 7. og 8. klasse. Igen lidt en investering af min egen købte fritid, men sikke en oplevelse. Det vil jeg gøre igen hvis jeg får muligheden for det.

Både piger og drenge fra de 3 årgange fik lov til at mærke på egen krop hvordan en springgymnastiktræning vil kunne være med mig som træner. Heldigvis kommer jeg ikke til at stå alene med det hold, men jeg får god hjælp fra både Mette, Mille og Nanna.

Den sidste ting vi har gjort for at sikre medlemmer i gymnastikafdelingen i år er at uddele holdkataloger til alle i børnehaven og på skolen.

I sidste weekend skulle jeg have været på kursus sammen med Mette, men kurset blev desværre aflyst. I dag skal vi så afsted på et andet kursus, så vi kommer forhåbentligt hjem med en masse ny viden og inspiration til den nye sæson.

Det bliver stort.

fredag den 17. august 2018

På besøg i Viborg Legeland

Det regnede en del da vi var på Camping i Viborg, så vi brugte en del af lørdagen i Viborg Legeland.

Emilie har længe været meget tæt på at kunne lave flik flak uden hjælp, men der har været lidt mentalt som har gjort hende lidt usikker. Lige inden vi tog på camping i Viborg, var hun afsted på Gymnastikskole hvor hun fandt ud af at hun godt kunne.

I Legeland Viborg er der en trampolinpark og her gik Emilie straks i gang med at lave flik flak. Der gik ikke mange minutter før det blev til flere flik flak i træk. Her ses 3, men kort efter lavede hun 4 i streg.

Hun bliver skrap til springgymnastik

tirsdag den 20. oktober 2015

En ny type bobleplast

Det er sjovt som man pludseligt bliver klog på nye ting (bobleplast) når man får nyt arbejde. Jeg har lige været i gang med at researche lidt på bobleplast (ja nogen skal jo gøre det) og jeg har fundet ud af at der er kommet en ny type.

Den nye type bobleplast kommer til at hedde iBubble og produceres af den samme producent som igennem de seneste 50 år har produceret den velkendte bobleplast.

Det bliver meget mere effektivt med iBubble da den fylder meget mindre og samtidig også er lettere end den traditionelle bobleplast. Det betyder blandt andet at man kan transportere iBubble meget billigere end den traditionelle plast.

I stedet for at have de mange bobler fyldt med luft er der i iBubble gange mellem luftboblerne så luften kan flyttes rundt mellem boblerne og dermed kan det komme til at fylde mindre.

Den største ulempe som jeg ser det, er at man ikke længere kan trykke på boblerne og få dem til at sprænges. Når bobleplastik har udtjent formålet med at beskytte ting under transport skal mindst en af boblerne og gerne flere sprænges.

Det er så vidt jeg ved ikke muligt at købe det i Danmark endnu, men jeg er sikker på at jeg kommer til at mangle den poppende lyd når det en gang kommer på markedet herhjemme.

onsdag den 14. oktober 2015

Fyrværkericontainer

Flere steder kræves der mere en blot et enkelt produkt for at kunne realisere en forretning.

Eksempelvis skal salgssteder med salg af fyrværkeri leve op til mange og strenge krav til opbevaring, sikkerhed og meget andet.

BOXIT har udviklet et helt koncept til opbevaringen af fyrværkeriet hvor man kan leje en specialbygget container til opbevaringen. Containeren / containerne leveres med indbygget sprinkler samt slange til vandtilførslen.

Der leveres en godkendt lås til aflåsning af containerne så fyrværkeriet er forsvarligt låst væk. Herudover medfølger der også hegn til indhegning af containerne.

Der er plombe til afblændet dør, samt mulighed for at tilkøbe forsikring samt leje af ekstra tilbehør og ekstra hegn.

Det hele leveres samlet på det sted hvor fyrværkeriet skal sælges fra, så fyrværkeriudsalget hurtigt kan komme i gang efter leveringen.

Hvor kan konceptet med fyrværkericontainere og tilbehør sælges?

Som det ser ud i dag kommer der mange kunder via hjemmesiden hvor de ringer ind til containerafdelingen på 70 70 17 90 eller skriver til container@boxit.dk for at få priser og bestille leje af fyrværkericontainerne.

Men er der andre steder hvor sådan et samlet koncept kan sælges.

Skriv gerne en kommentar eller smid en mail hvis du har et bud på hvor der kan sælges fyrværkericontainere online.

tirsdag den 6. oktober 2015

IKEA køkkenlegeting og ny opbevaringskasse

En smuttur til IKEA gik igen i stå da vi ramte børne/legetøjsområdet. Ida fandt hurtigt frem til køkkenlegetingene som hun plejer at gøre, og hun var ikke til at få med derfra.

Emilie havde fået lov til selv at tage lidt penge med og fandt hurtigt en bamse hun gerne ville købe. Eftersom der er fyldt godt op på pigernes værelse og vi ikke rigtigt har mulighed for mere opbevaring af ekstra legetøj, indgik vi den aftale at hvis hun ville købe en bamse, skulle hun finde noget andet legetøj på samme størrelse som skulle gemmes væk.

Da der var styr på bamsen fik Emilie lov til at få lidt ansvar. Hun skulle "passe på" Ida mens jeg fandt nogen ting. Jeg forsøgte at være steder hvor jeg stadig kunne se begge piger, men køkkentingene var lidt for langt væk. Jeg kunne dog se alle de ting jeg gerne ville købe, så jeg kunne hurtigt gå hen og hente tingene og så tilbage til indkøbsvognen hvorfra jeg igen kunne holde øje med pigerne.

Når jeg nu valgte at købe køkkenlegetøj måtte jeg jo også finde en opbevaringskasse som legetøjet kan opbevares i når det ikke bliver leget med, men her er IKEA jo et fantastisk sted.

Ida ænsede slet ikke at jeg var væk, og Emilie var meget stolt over at hun kunne passe på lillesøster.

Jeg fik gemt legetøjet i opbevaringskassen så pigerne ikke kunne se hvad det var jeg havde puttet i vognen, så det var noget af en overraskelse for dem da vi kom hjem. De troede ikke at der var legetøj i opbevaringskassen.

Tingene blev pakket ud og der blev dækket bord. Dukkerne blev fundet frem og sat til bords.

Næste morgen var der næsten ikke tid til at skulle i skole / vuggestue. Der skulle leges med de nye køkkenlegetøjsting.

onsdag den 12. august 2015

Velkommen på forsiden

I forbindelse med at vi er ved at bygge nyt hus i Suldrup er vi blevet interviewet til lokalavisen Vores Avis. I går udkom ugens avis med hele familien på forsiden.

Det er nu skønt nok at det ikke var Ekstra Bladet eller BT som vi var på forsiden af, for det er sjældent de positive historier der kommer på forsiden af de aviser.

Vi er selv glade for det billede der er brugt i avisen og det er da en dejlig historie som vi kan være med til at fortælle om naturen, byens tilbud og alt det andet som gør Suldrup til den by som vi ønskede at bygge vores nye hus i.

Du kan se artiklen online på Vores Avis’s hjemmeside her http://vores-avis.dk/vi-har-besluttet-os-for-at-koebe-en-byggegrund-i-suldrup/

Og vil du læse hele avisen hvor du både kan finde os på forsiden og på side 15 findes den her http://ipaper.ipapercms.dk/VoresAvis/Uge332015/

Udover historien om vores byggeri i Suldrup kan du også se mere om arrangementet som Rebild Kommune afholder i samarbejde med Suldrup Lokalråd og andre lokale rundt omkring i kommunen i den kommende weekend.

Rebild Kommunes økonomiudvalg med Borgmester Leon Sebbelin i spidsen åbnede op for bud under mindsteprisen på byggegrunde i store dele af kommunen og budrunden er ved at være slut nu, så for at få de sidste interesserede med afholdes der i weekenden åbent hus / åben byggegrund hvor du kan kigge forbi Suldrup til en kop kaffe og høre hvad de lokale fra Lokalrådet kan fortælle om byen og området.

Udover billederne som er med i avisen har vi modtaget disse billeder som fotograf Gitte Boldt har fotograferet i forbindelse med interviewet.









tirsdag den 28. juli 2015

Røverknolden

I dag smuttede vi med pigerne til Røverknolden i Rebild. Det er bestemt et besøg værd og vi har også været på Røverknolden flere gange.

Til dem der ikke ved hvad røverknolden er, så er det en naturlejeplads inde midt i skoven tæt ved Rebild Bakker.

Der er fine parkeringsforhold ved Røverknolden og fra parkeringspladsen kan man på et par minutter gå hen til den åbne plads hvor familien kan samles.

Der er mulighed for at tænde bål og lave mad over bålet eller i kan sidde på en af de mange bænke, hvor nogen af dem er overdækkede.

Ved lysningen er der mulighed for at leje med rutsjebanen, svævebanen, balancegang og meget andet.

Det er også herfra at man kan gå ud i ”Den store verden” som der står på skiltet over starten på turen rundt i skoven.

Hele vejen rundt er der lavet ansigter på træerne med røde næser og øjne, hvilket gør det nemt at følge stien.

Ansigt på et af træerne ved Røverknolden i Rebild

Der er mange anderledes ting at kigge på når man går turen rundt i den store verden ved røverknolden. Eksempelvis starter det med store svampe i skrigende farver.

Flere steder langs ruten er det muligt at spille på forskellige instrumenter.

Røverknoldens instrumenter

Du kan også blive udfordret ved at skulle klatre over edderkoppens spind uden at den opdager det. Husk at kigge efter troldene som gemmer sig langs stien.

Sten dekoreret som trold ved Røverknolden

Sæt dig ned og læs historien om Tommelise og prøv at hænge som en flagermus.

Du skal have balancen i orden for at komme igennem de forskellige rebbaner der er lavet mellem træerne, og du kan klatre rundt på store farverige larver eller overdimensionerede dyrekranier.




Hold øje med træerne som nogen steder har fået tøj på og alle de andre anderledes ting som du finder ved Røverknolden i Rebild.

Det var en dejlig tur på Røverknolden hvor vi både hyggede og motionerede.

onsdag den 22. juli 2015

Træfældning

Vi har været i gang med at fælde en masse træer hvor jeg har fået hjælp af en ven med stor erfaring i brugen af motorsav. Min ven hjælper nogle gange onkel Peter med topkapning, træfældning, træbeskæring og lignende opgaver hvor de bruger motorsaven, og derfor har jeg haft en god læremester.

Efter at have været i gang med at beskære træer og fælde træer, hvor nogen af dem skulle saves ned fra toppen af (topkaping), har vi nu fået en masse ris som vi gerne vil slippe for at køre på genbrugsstationen.

Vi har derfor igennem den samme ven fået fat i en flismaskine som vi har fået lov til at låne. Det er en rigtig god måde at komme af med det træ-"affald" som kommer efter at have fældet træer.

En anden ven som også har hjulpet vil gerne have en masse flis i haven, og da det er forholdsvist dyrt at købe så meget flis som de skal bruge, vil han meget gerne have noget flis fra vores træ-affald.

Dermed slår vi to fluer med et smæk, da der er "betaling" i form af affald (hvordan beskattes det?)
Jeg er selv blevet rimelig ferm med en motorsav og kan i rimelig udstrækning få træerne til at lande lige der hvor jeg ønsker det når jeg fælder dem. Det har været rigtigt sjovt at blive oplært indenfor topkapning, beskæring og træfældning.

Noget andet meget positivt ved arbejdet med at fælde og beskære træer er alt dem motion som det har givet. Ikke nok med at der skal bruges energi på at gå rundt blandt træerne og til at klatre i træerne, så skal der også bruges masser af energi på at slæbe træet når det er fældet og skåret ud, og alt det ris der bliver fra et fældet træ er faktisk rigtigt hårdt at slæbe med.

Nu har jeg ikke været på vægten før og efter vi har fældet træer, men jeg er ret overbevist om at der er røget et par kilo grundet arbejdet med træerne og motorsaven.

Vil du gerne selv i gang med motorsav og fælde træer, skal du altid huske sikkerhedsudstyret og jeg vil også anbefale at alliere sig med en erfaren skovhugger eller anden med stor erfaring i brugen af motorsaven og træfældning.

Som en lille tak kommer her en reklame for dem som vi lånte flismaskinen af.

www.jyskskovognatur.com er et nordjysk firma som beskæftiger sig med træfældning, topkapning, beskæring af træer, anlægsgartneri og belægningsopgaver.

Så har du ikke mod på at gør-det-selv træfældning som vi har været igennem med masser af sved og hårdt arbejde så tag fat i Jens fra Jysk Skov & Natur og få hurtig og professionel hjælp til fældning, topkapning eller beskæring af træerne.

lørdag den 1. november 2014

Liv og Stil messe i Aalborg

Vi har i dag været på familiehyggetur til Gigantium i Aalborg hvor der var Liv og Stil messe.

På messen skulle vi mødes med Marias forlædre og storebror samt niece Alma.

Der var meget forskelligt at kigge på og heldigvis var vi der helt fra starten af, for da vi havde været rundt og se det meste var der fyldt godt op i de små gange mellem messestandene.

En af de studerende som vi har haft i praktik inde hos Eventa var også derude men jeg mødte ham ikke. Jeg fik dog et par snaps fra ham.

Nogen jeg dog mødte uden at jeg var sikker på at de var der var Tim og Daniel fra Spirit Icons som fremviste deres smykker. De har haft meget travlt med messer osv. den sidste tid, og jeg har haft meget om ørerne, så det er ikke så meget vi har snakke sammen. Det var rigtigt rart lige at støde på dem og få en lille snak.

Om ca. 2 uger er de færdige med de sidste messer i denne omgang og så skal vi have sat ekstra fokus på deres webshop igen.

tirsdag den 26. august 2014

Bowling med familien

Da vi var i Skallerup klit feriecenter ville Emilie rigtigt gerne bowle, men det blev ikke til noget. Det var svært at have Ida med ind og bowle med Emilie og kun være 2 voksne.



Derfor inviterede vi min mor og Marias forældre med ud at bowle i weekenden, så Emilie kunne få lov til at prøve det hun sådan havde snakket om på ferien.

Vi kom ind til Seaport ca. 30 min inden vi skulle i gang med at bowle og derfor kunne vi nå at tage et par spil airhockey. Mens vi spillede kunne vi se Ida blev træt, så hun kunne blive puttet i barnevognen så hun faldt i søvn lige inden vi skulle i gang med at bowle.

Det betød at vi i over 1 time kunne bowle uden at vi også skulle holde styr på hende. God timing eller bare lidt heldigt.

Emilie jublede hver gang der blev væltet kegler. Både når det var hende selv eller en af os andre.
Vi havde booket banen i 2 timer, og jeg tror at det var godt selvom det måske var lidt for lang tid, for Emilie virkede ikke til at være færdig med at spille efter 1 time, og jeg ville også meget gerne spille mere.

På et tidspunkt gik maskineriet som styrer børnebanderne i stykker og så blev det noget svært for Emilie at spille, hvilket også gjorde at humøret faldt lidt. Heldigvis kom de til at virke igen og hun kunne begynde at vælte keglerne igen.

Det var super hyggeligt at være ude og bowle, og det er ikke sidste gang at vi inviterer familien med ud.

Jeg fik at vide at man kan bestille glutenfri pizza hos Seaport, så det kan være at det bliver inklusiv spisning næste gang vi skal derind.

tirsdag den 19. august 2014

Hvis jeg havde fødselsdag i morgen

Hvis jeg havde fødselsdag i morgen ville jeg sætte dette tøj på min ønskeseddel.

Et par Armani Jeans J31 i sort

 

En Paul Smith skjorte

En Hugo Boss pung
 

Men nu har jeg jo ikke fødselsdag i morgen og jeg er generelt ikke meget for fødselsdagsgaver, så det må blive ved ønskerne



Førstepræmie i gadefestens rundboldturnering

I weekenden har vi været til gadefest. En super hyggelig og traditionsbundet gadefest hvor det meste var som det plejer at være.

Gadefesten startede med at vi fælles gik ned på plænen for at spille rundbold. Der var plads til både store og små, unge og gamle, og alle dem midt i mellem.

Det gik rigtigt godt og selvom jeg blev grebet to gange syntes jeg jo som altid at jeg havde været den bedste, så da vi kom hjem fra rundboldturneringen og der stod en trailer med sådan en fin lille båd, var jeg sikker på at jeg havde vundet førstepræmien i gadefestens rundboldturnering.



Det var godt nok en båd som skulle have lov til at stå et par dage hos genboen inden den skulle til København hvor den skal sættes i vandet.

lørdag den 16. august 2014

Blæsevejr på stranden

I vejrudsigten havde de til i dag lovet at vinden ville komme og lidt tid efter vinden ville regnen så følge med. Derfor var planen at vi skulle hygge lidt i sommerhuset inden vi ville gå en tur på stranden med en drage.

Emilie elsker hendes drage men vi er sjældent gode til at få den brugt og hjemme i haven er det ikke så sjovt at flyve med drage som på større pladser hvor der er godt med vind.



Det var rigtigt hyggeligt på stranden og dragen fløj flot, men var lidt svær at styre når vinden skiftede retning.



Nede på stranden så vi denne fine lille hugorm som prøvede på at komme op af klitternes sand.



På vej hjem fra stranden gik vi forbi en legeplads hvor der blev klatret, hoppet, sejlet og leget. Efter legepladsen var det tid til middagsmad, og herefter var Ida træt og skulle sove til middag. Jeg blev hjemme med Ida så jeg fik en lur på sofaen.

Maria og Emilie gik op til Team Aktiv hvor man kunne lave alverdens forskellige kreative ting. Emilie lavede nogle fine figurer med farverige kugler og hun malede en kasse som tingene kunne være i.

Da Ida vågnede var vi klar til at gå op til badeland og mødes med Maria og Emilie. Regnen var kommet nu, så det var på med regnjakke og regnslag på barnevognen. Jeg glemte bare lige tasken med badetøj, så jeg måtte ud i regnen igen, og selvom jeg havde regnjakken på nåede jeg at blive godt våd.

Efter turen i badelandet hentede jeg bilen og så kørte vi på Mac Donalds i Hjørring hvor jeg fik et par glutenfrie burgere.



Da vi kom hjem fra Hjørring ville Emilie gerne lære at spille kort så vi gik i gang med at spille 31 med hende. Hun vandt de fleste spil men havde lidt svært ved at forstå spillet. Vi må øve noget mere med hende så hun kan blive god til det.

Til Polterabend i Randers

Jeg har i dag været i Randers til et polterabend arrangement hvor 13 unge piger/damer skulle ud og prøve kræfter med amerikansk fodbold i Randers Thunder.

Der blev klædt om, fundet udstyr frem, og i dag var det svært at finde nok af de små hjelme, så selvom der er meget udstyr i Randers Thunder til arrangementer som dette kan det nogen gange være lidt svært at have nok i alle størrelser.  For det meste er det dog de små hjelme som der er alt for mange af.

Der var et par stykker som ikke ville være med men resten kom hurtigt i gang og kæmpede med de forskellige øvelser mens der blev grinet på livet løs.

Det var en rigtig sjov dag hvor alle der deltog så ud til at hygge sig.

Skal du afholde polterabend i Randers er det værd at overveje om det arrangementet skal indeholde et forsøg med Amerikansk Fodbold hos Randers Thunder.

torsdag den 14. august 2014

Ridetur og fodring af bondegårdsdyr

I dag var vi på bondegårdsbesøg på en gård som er tilknyttet Skallerup klit feriecenter. Der var ca. ½ times gang hen til gården når man gik af vejen, og efter at vi havde været der fandt jeg ud af at man også kunne have gået af en sti og sparet ca. 10 min, men så fik vi alle lidt ekstra motion.



Da vi kom til gården var det tid til fodring og malkning af gårdens ko. Resten af dyrene på gården skulle så efterfølgende have noget at spise, og her kunne vi alle få lov at hjælpe. Det var et stort hit for både Emilie og Ida at holde korn i hånden som de små geder spiste af.



De fik også lov til at klappe nogle større geder og et par æsler inden vi skulle ind til en flok dådyr som vi kunne håndfodre med små stykker gulerod.



Ved hønseburet skulle hønsene fodres og der skulle findes æg. Alle børnene fik lov til at få et æg med hjem, og Emilies æg blev senere til et spejlæg.

Da alle dyrene var blevet fodret var der mulighed for at komme ud og ride. Vi betalte for en tur på 15 i skoven hvor vi på skift gik ved siden af ponyen Pluto og Emilie var bare super glad for rideturen.



Når hun bliver lidt større skal hun også have lov til at komme på nogle længere ture på hesteryg. Bruger du hesten meget til at ride længere ture på, kan du bruge www.minhestetur.dk til at indtegne og dele dine hesteruter med andre.

Det meste af eftermiddagen blev brugt i badelandet hvor Emilie er blevet meget mere tryg ved vandet.

Efter turen i badeland gik Maria og pigerne ind i legelandet mens jeg gik en tur på stranden.
Efter aftensmaden var vi trætte og sætte computeren og Netflix til fjernsynet.

onsdag den 13. august 2014

Vi sover længe

Det kan vist godt mærkes at vi er meget mere aktive på vores ferie end når vi er derhjemme for vi sov længe i dag. Kl. 7:30 vågnede Ida og der gik endnu en time før Emilie vågnede. Jeg stod op sammen med Ida og kort tid efter stod Maria også op.

Maria havde bestilt en behandling i wellness, så mens hun var derinde var vi på QR-kode orienteringsløb. I alt har vi gået rundt og fundet poster i ca. 1½ time inden vi var inde for at hente den præmie som vi kunne få ved at gennemføre et af løbene.

Teksten på Appen var dog til at misforstå, så som jeg havde læst det var der to forskellige løb med hver deres præmie, så da andet løb var overstået og der ikke var en ekstra præmie, var der en pige som blev lidt ked af det. Det løste vi ved at vi gik ind til købmanden og fandt den præmie vi syntes at vi havde fortjent oven på det løb.

Præmien blev et Barbie blad med tilhørende mobiltelefon som kunne pyntes med palietter. Mobiltelefonen blev pyntet mens jeg lavede middagsmad.

Eftermiddagen blev brugt i badelandet og på junglestien. Der blev rigtigt hygget og lavet mentale udfordringer, som da der skulle øves på at hoppe i vandet fra kanten.



Efter aftensmaden var vi på en legeplads med trampoliner, hoppepuder, rutsjebaner og meget mere. Her var vi indtil vi gik på stranden for at bygge et sandslot.

onsdag den 6. august 2014

Post Danmark Rundt starter i dag

Så skydes Post Danmark Rundt i gang med første etape som køres fra Hobro til Mariager, så er du i den nederste del af Nordjylland i dag, burde du tage ud forbi ruten og se lidt cykelløb.



Dagens rute er 155 km lang med start kl 13 og forventet afslutning af etapen i Mariager kl 1630.

Jeg har desværre ikke mulighed for at komme ud og se cykelløbet i år, så må følge med så godt jeg kan i tv og på nettet.

Held og lykke til alle rytterne som i dag tager hul på det store danske etapeløb, og specielt håber jeg på dansk succes.

Skal du ud og cykle og vil du gerne dele dine cykelruter med vennerne, kan du på www.mincykeltur.dk indtegne dine cykelruter.

tirsdag den 5. august 2014

Fantastisk humør

Sad på terrassen en dag mens Ida legede, pludrede og smilte. Hun kom hen til bordet med det største smil mens jeg sad klar med mobilen til at tage billedet.

mandag den 4. august 2014

Nu også med Snapchat

For ikke at blive en sur gammel mand som falder fra udviklingen, og pludseligt ikke kan følge med mere, har jeg besluttet mig for at sige JA til lidt flere ting, også selvom jeg ikke helt forstår dem.



Derfor har jeg nu også fået installeret Snapchat og prøver på at finde ud af hvorfor det er så populært.

Jeg tager billeder, optager film og sender dem til de venner jeg har på min snapchatliste, men jeg har stadig svært ved at se pointen i det, men fortsætter med at have ja-hatten på.

Kender du andre Apps som jeg bør afprøve så smid en kommentar