torsdag den 17. juli 2014

Glutefri burgerbolle hos McD

Jeg har i mange år været en del skeptisk overfor McD mad, og det er ikke noget jeg har savnet efter at jeg fandt ud af at gluten ikke skulle være en del af mit liv mere, men i dag så jeg et stunt fra McD som virkede.



På Facebooksiden Cøliaki i Danmark har McD medarbejderen Rasmus Bruun valgt at fortælle om den nye glutenfrie burgerbolle, og samtidig har han valgt at stille op til besvarelse af massevis af spørgsmål omkring gluten i McD maden.

Blandt andet fortæller Rasmus at der kan være gluten i McD pommes frites, da panneringen på fisken og McNuggets indeholder gluten og de bliver tilberedt i samme friture som McD pommes frites.

Til gengæld fortæller Rasmus at følgende dressinger ikke indeholder gluten.
  • Ketchup
  • Sennep
  • Big Macsauce
  • McFeastmayo
  • Big Tastysauce
  • FiletOFishsauce
  • Rødbederelish
  • Tomatchutney
  • Chicken & Baconsauce
  • Salsasauce
  • Tomato chargilledsauce
På grund af dette lille stunt fra McD har jeg så meget lyst til at køre ind forbi McD på vej hjem fra arbejde i dag og bestille en glutenfri BigMac.

onsdag den 16. juli 2014

Motorvejskørsel

Min far er meget syg af kræft, ja faktisk så syg så lægerne ikke kan gøre mere. Han kan stort set ingenting mere, så det er rigtigt hårdt for min mor.

Hvis han bliver tørstig på et tidspunkt hvor han ikke er oppe og det kun er min mor som er hos ham, kan han kun få noget at drikke med sugerør, for min man kan ikke alene hjælpe ham op og sidde.

Det betyder at der er en del besøg af hjemmeplejen, men de kommer jo ikke nødvendigvis der hvor min far har lysten til vand eller behovet til et toiletbesøg.

Jeg har derfor været på besøg hos mine forældre hver dag det sidste stykke tid, og med ca. 100 km hver vej hvor størstedelen er på motorvej, er det blevet til en del motorvejskørsel det sidste stykke tid.

Selvom det er hårdt at se min far så svag, er jeg dog slet ikke i tvivl om at det er det rigtige for både mig, min far og min mor at jeg kører de mange km på motorvejen hver dag.

Efter at have set ham i dag, har jeg ikke helt det samme behov, og jeg tror at jeg for at passe lidt på mig selv og vores familie bliver hjemme i morgen, så det kun er arbejde og familie.

tirsdag den 15. juli 2014

Er jeg nøgen? Jeg mangler min mobil

I denne uge hvor der er ferietid har Maria fået andre arbejdstider, hvilket betyder at hun skal tidligere op, og derfor blev morgenen anderledes end den plejer.

Udover at det var anderledes derhjemme, er der også lavet fælles pasning for flere børnehaver, og i dag skulle jeg så for første gang aflevere Emilie i den nye børnehave hvor hun skal være i to uger.

Der skal ikke mange forandringer til om morgenen før at det kokser lidt i mit hoved, og der kunne så også ses i dag.

Heldigvis blev det ikke til store frustrationer, men i stedet blot til forglemmelser. Jeg er kommet af sted uden min mobiltelefon, og nu føler jeg mig helt nøgen.

Jeg glemte også at få middagsmad med, og når man ikke spiser gluten, er det lidt besværligt bare lige at hente noget mad.

Måske at jeg skulle få lavet mig en strimmel med piktogrammer som jeg kan bruge på dage hvor morgenen er anderledes så dagen alligevel kan starte godt.

mandag den 14. juli 2014

5 fantastiske steder at besøge i Nordjylland

Her er mit bud på 5 steder i Nordjylland som er værd at køre efter. Der er helt bestemt også andre steder som kunne have været med, men måske minder det om noget af det andet på listen.

Der er både kendte og mindre kendte steder med på listen over de 5 fantastiske steder man kan besøge i Nordjylland.

Fun Park Hirtshals

Et lille sted ude i skoven hvor der er alverdens forskellige dyr. Her er super hyggeligt og tid til det hele. Der er ingen stress og jag som der ofte er på de mere kendte og populære attraktioner. Du kan være med til at fodre dyrene, du kan smide dig i en hængekøje og slappe af, eller du kan sidde og nyde at børnene hopper rundt på trampoliner.

Der er mulighed for at komme ud og ride på heste, grave efter guld og gå på opdagelse i skoven. Flere steder er der stillet telte op hvor du kan nyde madpakken, eller du kan købe noget mad i parken.

Helt bestemt et besøg værd, og et sted som vi også gerne vil besøge igen i år.

Fårup sommerland

Jeg er vokset op på Djursland, og derfor har jeg som barn og ung brugt Djurs Sommerland når der skulle hygges i et sommerland. Da jeg flyttede til Nordjylland, var sommerland ikke det største hit, men jeg prøvede da Fårup Sommerland alligevel. Både i forbindelse med arbejde men også privat, og det var ok.

Nu hvor vi har fået børn er synet på Fårup Sommerland dog skiftet meget. Fårup Sommerland er blevet et kæmpe hit, og vi har i år købt årskort dertil. Kortene er blevet flittigt brugt, og Emilie elsker alle de vilde rutsjebaner. Ida virker til at hygge sig i barnevognen, og når vi kommer til hoppepuderne, trampolinerne og de andre små forlystelser kan hun jo så også være med.

Voregaard slot

På Voregaard slot bliver der afholdt middelalderfest en gang om året. Her bliver der opstillet boder hvor man kan se tøj som det så ud for mange år siden, du kan købe træmøbler, sværd og alt muligt andet.

Der er shows hvor der bliver redet på heste, kæmpet og festet. Der er mange mennesker, så man skal have tålmodigheden med når man tager til Voregaard slot og middelalderfestival, men selvom man slapper af og tager den med ro, skal man også nok nå rundt og se det hele.

Aalborg Zoo

Der er noget specielt ved at kigge på de store og sjældne dyr som man finder i Aalborg Zoo. Girafferne med deres lange halse går rundt på savannen, mens elefanterne triller rundt i deres bur. Det nye anlæg til løverne er rigtigt flot, og der er rig mulighed for at få en rolig og afslappende dag i Aalborg Zoo.

For børnene bliver der lavet forskellige arrangementer, hvor dyrepasserne på en sjov og underholdende måde fortæller om forskellige dyr.

Du kan også komme rundt i haven og se de forskellige dyr blive fodret. Igennem et tidligere arbejde har jeg været med i Aalborg Zoo hvor jeg har fået lov til at muge ud ved elefanterne, og har været inde ved isbjørnene hvor der skulle gemmes hestekød, som isbjørne så efterfølgende skulle finde. Det var en helt speciel oplevelse

Skagen

Toppen af Jylland og Danmark. Her er Skagen og Grenen, hvor der er noget unikt Danmark. Helt ude på Grenen hvor vandet fra Skagerak og Kategat mødes og bølgerne slår sammen.

Inde i Skagen er der et hyggeligt by og handelsliv, hvor man kan få mange timer til at gå med at kigge, sidde og spise og nyde Danmark.

Der er masser af underholdning for børn, unge og voksne i Skagen om sommeren, så du kommer ikke til at kede dig.
 
 

søndag den 13. juli 2014

Vand i sommervarmen

Når der er så varmt som der har været i de sidste dage er det rart at der i Danmark er så kort til vandet uanset hvor man bor. Vi har de sidste dage været flere forskellige steder for at bade, slappe af og hygge i sommervarmen.

En aften kørte mig og pigerne til Øster Hurup mens Maria var på arbejde. Her mødtes vi med mormor og morfar som syntes at det var rigtigt hyggeligt at komme med børnebørnene på stranden. Ida er en rigtig vandhund, så hun gik ud i vandet og satte sig ned med et kæmpe smil. Jeg gik med hende og det gjorde morfar også.

Emilie og mormor brugte meget tid på at bygge et stort og flot sandslot. Vi havde lidt forskelligt at drikke med, og det blev meget nødvendigt da Ida syntes at hun ville smage på en hel håndfuld sand.

Dagen efter var vi et smut i Friluftsbadet i Aalborg, hvor der også blev hygget med både vand, sand og is.

Vi har også været i Bønnerup hvor vi den ene dag var i badeland på Campingpladsen hvor mormor og morfar var på camping med pigerne, og dagen efter på standen for at hygge og blive kølet af.

lørdag den 12. juli 2014

Morgenhygge på terrassen

Der har været meget meget varmt de sidste par dage, ja faktisk så varmt så selvom jeg er mødt ind lige omkring kl. 7, så har der allerede været så varmt så jeg overvejede at droppe kaffen (og der skal meget til før jeg dropper morgenkaffen.)



I dag er det weekend, børnene er med mormor og morfar på camping og vi har kunnet sove længe (7:30 er åbenbart blevet sent), så helt frisk op og i bad. Bilen er blevet vasket og er nu klar til at køre ud i sommerlandet (hurra for aircondition), men først skal kaffen nydes på terrassen.

Jeg har for ca. en måned siden bygget en overdækning af vores nordvendte terrasse, og selvom det var hårdt, har det helt bestemt været sliddet værd. Det har ikke kostet mere end 4-5000 kr. at få en terrasse som der nok allerede er brugt over 100 timers hygge med, så omregnet til en timepris er vi allerede under en 50’er, og vi er slet ikke færdige med at nyde terrassen endnu.

Jeg har fået indrettet terrassen så der er et sted at lave mad, der er et sted hvor vi kan sidde og spise og så er der et sted hvor man kan sidde/ligge og slappe af. Her er der også strøm til computeren, så jeg kan sidde her og arbejde lidt en gang i mellem.

Når kaffen er drukket, skal vi en tur til Djursland, hvor vi både skal til Auning og besøge mine forældre, samt til Bønnerup hvor pigerne er på camping med svigerforældrene.

torsdag den 10. juli 2014

Touren på TV2 Play

Jeg er helt vild med cykelløb og specielt Tour de France. Tilbage i 1996 brugte jeg cyklen meget da min storebror kørte galt og døde. På cyklen og landevejene var der fred og ro til at bearbejde sorgen over tabet af min bror, og når man så kombinerede det med at Bjarne Riis vandt Touren det år, så var der ligesom sat gang i en passion for cykelløbet.



Der har sidenhen været så mange ”skandaler” som de bliver kaldet i cykelverdenen men det er ikke noget som har ændret min overordnede begejstring for cykelløbet.

Det er ikke kun cykelrytterne som drager. Det er også landskabet og specielt kommentatorerne. Der var en gang hvor det var 2XJørgen og den gang var der virkeligt noget ved at lytte til touren. Sidenhen er det blevet lidt sådan at der nu er en kommentator som man kan hade (Rolf) og en som man kan elske(Jørgen) og så ham den ligegyldige midt imellem(Dennis).

Jørgen kommer med den ene gudekommentar efter den anden, og på nogen af disse første etaper hvor der ikke sker særligt meget andet end at de skal køre 200 km og så afgøre det hele på de sidste 300 meter. Det betyder at der ikke er så meget cykelløb at kigge på, og derfor har jeg heller ikke haft så travlt med at kunne se disse etaper de sidste år.

I år hvor der var flettet en brostensetape ind midt i det hele ville jeg gerne kunne følge med og derfor har jeg købt adgang til TV2 Play, og det har jeg absolut ikke fortrudt. Jørgen er i mine ører mens jeg sidder og arbejder, og sker der noget spændende kan jeg altid lige skifte fane og se lidt cykelløb.