torsdag den 31. juli 2014

Er det forbudt at købe en sort dame?

Hvis det er forbudt at købe en sort dame har jeg vist gjort noget ulovligt i dag, for det er lige det jeg har gjort. 400 kr. stod hun til, men så meget ville jeg ikke give for hende, så fik lidt rabat, og nu er hun min.

Jeg kan gøre med hende hvad jeg vil, så pt. har jeg delt overkroppen fra benene og taget den ene hånd af for at få hende til at passe ind i bilens bagagerum.

Sammen med den sorte dame købte jeg også en hvid man. Mon det også er ulovligt, for så er der dobbelt op på ulovligheder.



Det er vist ikke så galt, for det er ikke levende mennesker jeg har købt, men derimod mannequiner. En mand og en dame, som skal bruges når der skal skydes produktbilleder.

Jeg havde set nogle sorte damemannequiner som var sat til salg, så ville ind og kigge på dem. Det viste sig at der også var en herre mannequin som havde armene ind til kroppen. Den herre mannequin vi har haft indtil nu har armene ud til siden og vores fotograf syntes at det er lidt irriterende, så når der nu var en billig mand, kunne han da også lige komme med i handlen.


tirsdag den 29. juli 2014

Glutenfri chocolate chip cookies


Her har du en meget nem opskrift på glutenfri chocolate chip cookies som du med få ingredienser kan lave på ganske kort tid.

Alt du skal bruge for at lave disse lækre glutenfrie chocolate chip cookies er:
  • 4,5 dl glutenfri havregryn
  • 4 stk. banan
  • 100 gram glutenfri chokolade
 


Udover at de er nemme og hurtige at lave, er de også forholdsvis sunde. Afhængigt af hvilken chokolade der vælges er der ikke meget tilsat sukker i opskriften, og de glutenfrie havregryn er fulde af gode kostfibre.

Start med at hakke chokoladen i mindre stykker. Husk at chokoladen smelter under bagningen, så stykkerne bliver lidt mindre efter bagningen af småkagerne.



Når chokoladen er hakket moses bananerne i en skål. Brug evt. en gaffel til at mose bananerne. Jo mere modne bananerne er, jo nemmere er de at mose, men bananer har det også med at skrumpe lidt ind i takt med at de modner i hjemmet, så er det bananer der har modnet længe, skal der nok ikke helt så meget havregryn til.

Når bananer og chokoladen er blandet godt sammen røres de glutenfrie havregryn i til det bliver en fast men våd masse.



Opskriften passer med at der bliver ca. en bræddepande glutenfri chocolate chip cookies, som du nu kan forme med gaflen på et stykke bagepapir.

Når de glutenfrie chocolate chip cookies er formet kan du tænde for ovnen. Det giver småkagerne lidt tid hvor de kan trække lidt. Ovnen sættes på 180 grader varmluft og småkagerne bages i max 15 min.



Hold øje med de glutenfri chocolate chip cookies så de ikke pludseligt har fået for meget.

Efter bagning tages småkagerne ud af ovnen hvor de skal have lov til at køle af på en rist.
Jeg har ofte svært ved at holde mig mæt hele eftermiddagen så det er rart at have noget på kontoret som man lige skal spise lidt af i løbet af eftermiddagen, så det er planen at jeg vil tage disse små lækre glutenfrie chocolate chip cookies med på arbejde.

Aftensvømmetur

I går aftes efter aftensmaden besluttede vi os for at køre til Øster Hurup for at bade lidt. Ida fik lov til at sove lidt på turen til stranden, mens Emilie virkede meget frisk og var slet ikke ved at falde i søvn på køreturen.

Vandet var virkeligt behagelig. Slet ikke koldt på nogen måde som det ellers nemt kan føles som når kroppen er opvarmet af sommersolen.

Både Emilie og Ida gik med langt ud i vandet og hyggede sig med vandplask, leg og grin.
Jeg fik selv svømmet lidt, og hvor er der bare noget dejligt ved at svømme i havet. Det er helt anderledes end en svømmetur i svømmehallen.

Efter at vi havde været på stranden kørte vi ind til Øster Hurup for at købe en is, og her stoppede hyggen lidt, for Emilie begyndte at skabe sig. Hun fik smurt sig selv helt ind i isen, som både var i håret, i øjenbrynene, på kinderne, på skuldrene og på hænderne.

Emilie begyndte at gøre dumme ting som hun godt ved er forkerte, og uanset hvad jeg prøvede at gøre var det ikke det rigtige. Jeg endte derfor med at blive sur, og turen som ellers startede som en fantastisk tur blev lidt ødelagt.

Jeg tror at noget af det der skete er en del af den reaktion som kommer fra bedstefars sygdomsperiode og dødsfald, og selvom jeg syntes at vi har gjort alt hvad vi kunne for at tale med Emilie om det, vil det jo også være svært for hende.

Min reaktion med at blive sur hjalp jo nok heller ikke på det, og jeg må prøve at gøre noget mere for Emilie så det bliver nemmere at håndtere tabet af bedstefar.

mandag den 28. juli 2014

Feriestress

Nu nærmer ferien sig og det kan mærkes. Stressen tager til, for alt skal afsluttes inden der skal holdes fri. Det er så tåbeligt at det skal være så hårdt at skulle på ferie, for hvad er så meningen med ferien?

Ville det ikke være nemmere at fordele de mange feriedage ud over hele året, og så afholde en forlænget weekend nogen gange, tage fri en onsdag, så ugen bliver splittet op i 2 x 2 arbejdsdage eller lignende måder at holde lidt fri på.

Når ferie så er ved at være slut, kommer stressen hårdt igen, da man nu skal til at være klar på at indbakken er overfyldt, og der går derfor nogen dage før man når igennem alle mails. De gule post-it notes med opgaver hober sig op, og hvordan skal man nogensinde komme i bund igen.

Der er selvfølgeligt også dem der sagtens kan slippe arbejdet og bare holde fri, og godt for dem. De skal have lov til at holde ferie på deres måde.

Det er også forskelligt fra arbejdsplads til arbejdsplads, i forhold til hvad en ferie gør. Jeg har tidligere prøvet at være ansat som pædagogmedhjælper i en børnehave. Her gør det hverken til eller fra i forhold til arbejdsopgaver om man har været væk 1 uge eller 3 for den sags skyld.

Desværre er fruen en af dem som gerne vil have lange ferier, så når hun gerne vil have flere ugers sammenhængende ferie må jeg nok hellere følge lidt med.

Jeg vil dog ikke holde 3 uger som hun gør, men nøjes nok med en enkelt uge i denne omgang. Nu har jeg så også holdt lidt ekstra fri i de sidste par uger, hvor jeg er gået tidligt for at kunne besøge min far.

fredag den 25. juli 2014

Rundt på gulvet uge

Det har været meget svært at finde ud af hvilken dag vi var ved i denne uge. Det har været en fuldstændig rundt på gulvet uge med kaos, sorg, udfordringer og masser af snak.

Natten til mandag døde min far af kræft, og jeg har derfor været en del hos min mor for at hjælpe hende.

Jeg ser meget sjældent så meget til min familie som det har været tilfældet i denne uge, og desværre har det jo været grundet sorg og ikke glæde at vi har set hinanden.

Det har været hårdt, men jeg kan også mærke at vi har fået bearbejdet min fars sygdom godt mens han stadig var levende, for det var ikke helt så hårdt at miste ham som jeg havde frygtet. Da det endeligt skete, var det både sørgmodigt, men også samtidig en lettelse, for han kunne ikke mere til sidst, og han lå bare i sengen uden stemme og uden syn.

I går var vi til bisættelsen hvor den del af familien som ikke havde nået at være forbi tidligere kom og deltog. Min morbror har kræft i hovedet ligesom min far havde, og de mødte også op, men hold op hvor var det hårdt at se dem, og det så ud til at de havde det endnu værre end os. Det kommer også tæt på når man skal med i kirken for at tage afsked med en som fejler det samme. Det kommer lidt tættere på.

Med ustabile arbejdstider, næsten weekend-agtige hverdage osv. har det været svært at finde hoved og hale i hvilken dag vi har haft.

Nu har vi været til 3 begravelser/bisættelser indenfor lidt over et halvt år, og der går nok ikke voldsomt længe inden vi skal afsted igen. Så nu vil vi gerne snart have lidt ro på og få en masse mere glæde at tale sammen om.

onsdag den 23. juli 2014

Dejligt med Glutenfri Take-away

Det bliver heldigvis mere og mere nemt at leve uden gluten selvom det stadig er besværligt.  Men indenfor en uge har jeg fået glutenfri take-away fra 3 forskellige steder.

Jeg har været på Mac D hvor jeg har fået en glutenfri Big Mac, jeg har været i Fårup Sommerland hvor jeg har fået en Glutenfri burgermenu, og jeg har fået glutenfri pizza fra Azzurra i Aalborg.

Burgerbollen i Fårup sommerland var absolut ikke god, men hold op hvor var det lækkert at kunne bestille mad sammen med resten af familien.

Mac D burgeren var heller ikke den bedste, men den var alligevel noget bedre end burgeren fra Fårup.

Den glutenfri pizza fra Azzurra var super lækker.

Kender du alternative take-away spisesteder i eller omkring Aalborg, må du endeligt sige til.

lørdag den 19. juli 2014

Hygge i Fårup sommerland

I dag har vi været i Fårup Sommerland med Maria bror og hans familie. Det var super hyggeligt men meget varmt og gå rundt i sommerlandet og prøve de mange forlystelser.



Vi fik ikke prøvet helt så meget som vi plejer, men der var fyldt godt og grundigt op med besøgende i dag, så der var rimeligt lange køer.

Der blev også brugt en del tid i vandlandet så det var lidt nemmere at komme igennem varmen, og med to børn på 1 år, er det heller ikke helt så vildt som når man er alene af sted med en pige på 5 år.

Det var også rigtigt dejligt at vi var flere voksne som kunne blive ved barnevognene når de forskellige forlystelser skulle prøves, og ikke som når vi er alene af sted hvor den ene af os kan gå med Emilie mens den anden skal blive hos Ida.

Til middag var vi på Spisehuset i Fårup Sommerland hvor jeg kunne bestille en glutenfri menu med glutenfri burgerbolle, og pommes frites som blev tilberedt i ren friture, og det virkede som om at de har helt styr på det. En rigtig dejlig oplevelse.

Burgerbollen var absolut ikke god, men hvor er det dejligt at kunne bestille mad sammen med familien, så man ikke skal sidde og spise sin madpakke mens resten bestiller mad. Ja man kan hurtigt komme til at virke meget anderledes, men ikke i Fårup Sommerland.

Fårup Sommerland er et af de steder som jeg har taget med på min liste over 5 fantastiske steder at besøge i Nordjylland.